Alle menneskeliv tæller, også palæstinensiske.

Læs her om Enhedslisten Kalundborgs holdning til krigen i Palæstina og Israel:

Alle menneskeliv tæller

I seks uger har verden været vidne til en voldsom eskalering af krigen mellem Israel og Hamas med tusindvis af tabte menneskeliv – både i Israel og i de besatte palæstinensiske områder. 1.400 blev dræbt og mere end 200 taget som gidsler under Hamas’ forfærdende terrorangreb i Israel den 7. oktober. Vold mod civile kan aldrig være løsningen på Israels mangeårige besættelse af de palæstinensiske områder og blokade af Gaza-striben.

I Gaza står de 2,2 millioner palæstinensere netop nu midt i en humanitær katastrofe. De er afskåret fra basale forsyninger som mad, vand, medicin, elektricitet og brændstof, og ifølge sundhedsministeriet har israelske angreb de seneste seks uger dræbt 11.320 mennesker – heraf 4.650 børn. Skoler, hospitaler og flygtningelejre bliver bombet og invaderet af israelsk militær, og der er ikke længere sikre zoner for internt fordrevne. FN beskriver situationen i Gaza som en hidtil uset humanitær tragedie, og menneskerettighedseksperter anklager Israel for at begå krigsforbrydelser.

Det må stoppe. Alle menneskeliv tæller, og som andre regeringer i verden har den danske regering et ansvar. Israel-Palæstina konflikten kan ikke løses med militære midler, der kun fører til yderligere optrapning og ekstremisme. Enhedslisten i Kalundborg opfordrer derfor til, at så mange som muligt skriver under på borgerforslag ID: FT-16175, der blandt andet pålægger den danske regering at arbejde for en politisk løsning på konflikten.

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-16175&fbclid=IwAR0_AyjTHkQiOIlK3KqghwXp9gaximupXJ-hsYFkYLNtEl12Zpi1gw7Hc5A