Besparelse på de svageste borgere.

TRIST DAG I KALUNDBORG.

Det handler om besparelse på 4,7 mio. kr. på det sociale område over for nogen af kommunens mest udsatte borgere. Der er tale om voksne mennesker med psykiske og fysiske handicap, som har behov for pleje og omsorg. Grundet besparelsen afskediges en stor gruppe medarbejdere, som hjælper disse borgere til at få en tålelig hverdag. Forslaget var sendt i høring og der var kommet mange kvalificerede høringssvar fra pårørende, Danske Handicaporganisationer og LEV – Kalundborg afdelingerne. De pårørende har sammen med medarbejderne ydet en stor indsats i Corona tiden. Derved har de sparet 4 mio. kr. på regnskabet i 2021.  For et stykke tid siden var det nødvendigt at etablere en vej til NOVO udbygning. Pris mindst 14 mio. kr. Vejen var ikke budgeret, men vi tog pengene af kassen. Men de svageste borgere skal passes ind til mindste detalje i regnearket.  Besparelserne kan betyde, at flere af borgere bliver dårligere, udadreagerende og voldelige fordi deres hverdag forandres. Udgifterne i den sammenhæng kan nemt overskride besparelsen på de ca. 5 mio. kr. Noget af besparelsen kommer ved at ændre aktiviteterne for borgerne fra fem til fire hverdage. Ankestyrelsen har truffet en principafgørelse 89-14 om aktivitets- og samværstilbud. I den afgørelse afviser de at en kommune kan nedsætte en borgers aktivitets- og samværstilbud. Nedsættelse af aktiviteter for borgere med handicap kræver en ny handleplan. Handleplaner tages normalvis op, hvis borgeren er blevet bedre eller dårligere. Det er baggrunden for at jeg mener besparelsen er i strid med reglerne. Besparelsen er samtidig inhuman og asocial, så den 27. april var en trist dag i Kalundborg.